Ombudsmandens Børnekontor

Hvad laver Børnekontoret?

I denne film kan du se nogle eksempler på, hvad du kan klage over til Ombudsmandens Børnekontor.

Hvad kan Børnekontoret hjælpe mig med?

Hvis en kommune har besluttet noget, som du er uenig i, sur over eller ked af, kan du klage til børnekontoret.

Vi kan så kontrollere, om kommunen har fulgt reglerne.

Hvis kommunen ikke har fulgt reglerne, kan vi skrive til kommunen, at den har lavet en fejl. Vi forklarer også, hvad det er for en fejl.

Mener vi, at en kommune har lavet en fejl, beder vi nogle gange kommunen om at se på sagen igen.

Vi kan ikke bestemme, hvad kommunen skal gøre, men kommunen gør næsten altid det, som vi beder den om.  

Nogle gange kan man klage over det, som kommunen har gjort, til en anden myndighed. Det kan for eksempel være Ankestyrelsen. I de tilfælde kan vi hjælpe dig med at få sendt din klage det rigtige sted hen.

Hvis din sagsbehandler i kommunen ikke lytter til, hvad du siger, eller ikke forstår, hvad du mener, kan du ringe eller skrive til børnekontoret. Vi kan så hjælpe dig med at få forklaret din sagsbehandler, hvad du mener. Det kan vi gøre ved at skrive et brev til kommunen og forklare, hvad det er, du har fortalt os.

På den måde kan du måske bedre tale med din sagsbehandler eller andre i kommunen om det, som du synes er svært at forklare, gerne vil tale om eller ønsker at få lavet om.   

Vi kontakter normalt ikke kommunen, hvis du ikke vil have det.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvilke muligheder du har, kan du ringe eller skrive til børnekontoret. Vi kan ikke beslutte, at du fremover skal bo hos din far, men vi kan fortælle dig mere om, hvad du kan gøre, hvis du hellere vil bo hos din far.

Vi kan også hjælpe dig med at skrive et brev til Familieretshuset.

Hvis du er utilfreds med den samværsordning, dine forældre eller andre har besluttet, kan du ringe eller skrive til børnekontoret. Vi kan ikke ændre samværsordningen, men vi kan fortælle dig mere om, hvad du kan gøre, hvis du vil prøve at få ændret samværsordningen.

Vi kan også hjælpe dig med at skrive et brev til Familieretshuset.

Bor du ikke hos dine forældre, men for eksempel hos en plejefamilie eller på en institution, og synes du, at du bliver behandlet dårligt, kan du klage til børnekontoret. 

Vi kan så hjælpe dig med at få din klage sendt det rigtige sted hen.